Om VildMedFødsel

VildMedFødsel er stiftet og drevet af Caroline Kragh Hurup.

CAROLINE KRAGH HURUP

Jeg er uddannet jordemoder fra Jordemoderskolen i København i januar 2013.

Jeg har arbejdet på flere hospitaler og sygehuse i Danmark, og har også en betydelig international erfaring. Efter endt uddannelse fra Jordemoderskolen i 2013 rejste jeg til Norge, hvor jeg arbejdede på Sygehuset i Kristiansund i knapt et år. Herefter tog jeg til England, hvor jeg arbejdede i ca. to år på to forskellige hospitaler i London. Jeg har de seneste par år været ansat på Rigshospitalet, hvor jeg har brugt mine mange internationale erfaringer i forbindelse med komplicerede fødsler, men også i forbindelse med konsultationer af gravide og barslende. Jeg har således både været tilknyttet på føde- og barselsafsnittet, men også på svangreafsnittet, den nyopstartede fødeklinik og herudover også forestået hjemmefødsler. Jeg har herudover afholdt fødselsforberedelse og ammeforberedelse på både dansk og engelsk.

I 2017 videreuddannede jeg mig til certificeret ammevejleder (IBCLC) hos den internationale institution IBLCE (International Board of Lactation Consultant Examiners). Eksamen kræver mindst 90 timers ammespecifik undervisning, og herudover over 1000 timers ammespecifik klinisk erfaring.

Jeg er – udover at drive virksomhederne www.ammevejledning.dk og www.vildmedfoedsel.dk – tilknyttet fødegangen på Roskilde Sygehus.

Min faglige og internationale erfaring gør, at jeg hurtigt kan skabe en nær og tryg relation til mennesker i en ellers sårbar og intim periode af deres liv. Jeg er  taknemmelig for det helt unikke indblik i andre menneskers liv, og for at være en del af netop denne del. Derfor elsker jeg både at være med i den indledende del i fødselsforberedelse af vordende forældre, men sandelig også at bistå til selve fødslen, samt at støtte nye forældre i de udfordringer som amning og barselslivet kan medføre.

Jeg holder meget af at arbejde med fødende par under fødslen og er derfor glad for at arbejde på Roskilde Sygehus. Mine erfaringer med det offentlige sundhedsvæsen har dog givet mig tanker om kontinuitet og ressourcer, hvilket har drevet mig til først at opstarte www.ammevejledning.dk og nu www.vildmedfoedsel.dk for at kunne give hver familie den bedste start på familielivet. 

Min vision er, at lære gravide og deres partner hvordan de selv skaber en tryg atmosfære for den lille ny derhjemme, at give de nybagte forældre mod på og forståelse for fødslen. Gravide, som tager fødselsforberedende kursus hos VildMedFødsel, gøres klar til den forestående fødsel og til den generelle livsforandring.

Jeg taler de skandinaviske sprog og engelsk flydende.

Privat er jeg opvokset i Dalby og nu flyttet til Køge i 2020, hvor jeg nu er bosat med min familie, der består af min mand Jack og mine to børn, Tilde og Frida, der er født i foråret 2018 og efteråret 2019.

Jeg prioriterer, at være opdateret på den nyeste viden indenfor mit fagområde, og jeg er medlem af DACLC, der er en forening for specialuddannede IBCLC’ere.

  • Uddannet jordemoder

  • Erfaring i fødselsforberedelse

  • Specialuddannet i amning

  • Lokalt i Køge

Læs mere om hvad VildMedFødsel tilbyder